Snoren er klippet til verdens første dynamiske Power-to-Ammonia-anlæg

I august 2024 tog Danmark et vigtigt skridt i retningen mod en grønnere fremtid. I nordvestjyske Ramme uden for Lemvig holdt Skovgaard Energy A/S åbningsreception for det nye Power-to-Ammonia-anlæg.

I nordvestjyske Ramme uden for Lemvig holdt Skovgaard Energy A/S åbningsreception for det nye Power-to-Ammonia-anlæg.

Det er ikke længere et fremtidsscenarie, at verdens skibsfart, industri og landbrug kan drives på grøn energi og grøn gødning.

26. august 2024 blev der holdt åbningsreception for det helt nye, dynamiske Power-to-Ammonia-anlæg i den nordvestjyske by Ramme. Bag anlægget står Skovgaard Energy, Topsoe og Vestas med støtte fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP.

– Man kan på mange måder sige, at vi har opnået en milepæl i Danmark. Vi har indtil i dag kunne levere masser af grøn strøm til elnettet, men vi har ikke kunne gemme det eller omdanne det til industriens behov. Det kan vi nu, hvor vi gør grøn strøm til grøn ammoniak, forklarer Niels Erik Madsen, der er CEO i Skovgaard Energy.

Teknologien gør det muligt at både producere og dernæst lagre grønne brændstoffer, som bliver altafgørende, hvis regeringen skal nå sine klimamål for 2025. Anlæggets betydning er derfor rigtig stor, ifølge klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard (M), som deltog og holdt tale ved åbningsreceptionen.

– Med projektet tager I den ressource, der er i Vestjylland og får mere ud af den. Det er et vidnesbyrd om, at det at satse på grøn energi ikke bare handler om at stille areal til rådighed for vindmøllerne. Det kan være selve kilden til de fremtidige jobs, som skal udvikles i hele Danmark, fortalte han.

– Jeg håber rigtig mange andre i Danmark får blik for, at vi her har fat i kilden til ikke bare at løse klimaudfordringen, men også til fremtidige jobs og beskæftigelse.
Følg med i projektet her.

Udvikling er nødvendigt for en grønnere fremtid

Det nye anlæg kommer ikke kun Danmarks klimamål og -ambitioner til gode. Det bidrager også til EU’s mål om klimaneutralitet i 2050 samt målet om produktion af ti millioner ton hydrogen inden 2030, som skal bruges til at lave den grønne ammoniak.

– Med det nye anlæg tager vi et vigtigt skridt i den rigtige retning, som kommer både Danmark og resten af verden til gode. Det er nødvendigt, at vi fortsætter udviklingen af grønne alternativer til industrien og den tunge transport med forskning, innovation og handlekraft. Det er Ramme-projektet et fantastisk eksempel på, siger Kim Hedegaard, CEO for Power-to-X hos Topsoe.

Etableringen af det dynamiske Power-to-Ammonia-anlæg begyndte i oktober 2022 og adskiller sig fra lignende Power-to-X-anlæg ved udelukkende at være baseret på grøn energi. Fra det idriftsættes, vil anlægget være medvirkende til en årlig reducering på 8.200 ton CO2 om året.

– Det nye anlæg er tænkt som et bevis på, at vi kan det, vi vil. Det har været vores måde at lære at kravle på inden for Power-to-X – nu kan vi skalere det og gøre Danmark til foregangsland. Men den fortsatte udvikling kræver, at resten af Danmark – særligt politikkerne – har modet til, at vi fortsætter udviklingen i samme hastighed, hvis vi ikke skal overhales, siger Niels Erik Madsen.

Perspektiverne er store

Det nye Power-to-Ammonia-anlæg, der årligt kommer til at producere 5.000 ton grøn ammoniak, fungerer nemlig som et demonstrationsanlæg, der skal fremvise teknologiens perspektiver inden opskalering til industriel skala, som det er planlagt ved Idomlund i Holstebro.

– Nu har vi bevist, at vi kan, og at vi har modet, viljen og produktionsmulighederne. Det gør os klar til at lagre alt den energi, som vi har og får. Grøn energi, vi kan bruge i brintproduktionen til det forhåbentligt kommende brintrør, der skal kobles på Idomlund, siger Niels Erik Madsen.

Bag anlægget og Renewable Dynamic Distributed Ammonia Plant, REDDAP, står partnerskabet Skovgaard Energy, Topsoe og Vestas. REDDAP har modtaget støtte fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP.