Idomlund bliver til Energy Hub Holstebro

Energy Hub Holstebro kommer hele Nordvestjylland og områdets ambitioner til gode.

Området i Idomlund uden for Holstebro, der skal være knudepunkt for fremtidens grønne Power-to-X-eventyr, er blevet til Energy Hub Holstebro. En energi-hub, der skal forbinde Power-to-X-produktionen i Nordvestjylland med resten af Europa.

Nordvestjyllands produktion af vedvarende energi fra vindmøller på hav og land samt solceller er fundamentet for de store Power-to-X-anlæg som flere, store virksomheder ønsker at opføre i Energy Hub Holstebro.

Anlæggene sikrer – foruden grøn brint til lagring, gødning og transport – arbejdspladser, følgeerhverv og tilflyttere til hele det nordvestjyske område.

Status for udvikling

Holstebro Kommune afventer stadig Folketingets endelige beslutning om havvindudbud og brintinfrastruktur, hvilket har udskudt helhelsplanen for området.

I perioden fra 1. april og 1. november 2024 foretager Energinet løbende feltundersøgelser og registrering af beskyttede natur- og miljøforhold.

Når helhedsplanen er på plads, begynder detailplanlægningen, som involver kommuneplanlægning og lokalplanlægning med dertilhørende offentlighedsfaser. Herefter skal der komme en række myndighedstilladelser på plads, inden anlæggene etableres.

Udviklerne, der har planer om at være en del af Energy Hub Holstebro, er Plug Power, Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, Skovgaard Energy og Everfuel.
Følg med i udviklingen her.

Stort potentiale for Danmark og hele Nordvestjylland

Energy Hub Holstebro vil spille en afgørende rolle i den grønne omstilling, ikke kun i Nordvestjylland, men i hele Danmark.

Evnen til at forædle grøn energi fra sol og vind til fx brint er vital for den grønne omstilling og de mål, vi arbejder på at få opfyldt.

Energy Hub Holstebro er afgørende for den lokale erhvervsudvikling i området, hvor nem adgang til grøn energi vil styrke eksisterende virksomheders konkurrenceevne og tiltrække nye virksomheder og medarbejdere.