Brintforbindelsen til Idomlund bliver en realitet

8. oktober 2024 meddelte Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet at regeringen støtter, at Energinet starter på næste etape af brintrøret. Sammen med udmeldingen fra ministeriet har Energinet udgivet en opdateret tidsplan for etableringen af brintrøret, hvori igangsættelsen rykkes fra 2028 til 2032.

I den opdaterede tidsplan fra Energinet fremgår det også, at man har besluttet at etablere hele den jyske brintbackbone fra begyndelsen. Det betyder, at en kommende brintforbindelse etableres til Energy Hub Holstebro i Idomlund hvor den idriftsættes ultimo 2032.

 

Til glæde for Nordvestjylland, til gavn for hele landet

At brintforbindelsen til Energy Hub Holstebro i Idomlund bliver en realitet vækker stor glæde hos de tre nordvestjyske kommuner bag Klog Energi. Det har stor betydning for hele området og de mange projekter som allerede er i gang og som er planlagt for fremtiden. Konkrete planer om etableringen af brintrøret baner vejen for, at både lokale og nationale aktører kan arbejde videre med planerne om fremtidige VE og PtX anlæg i Nordvestjylland. Det betyder, at videreforædlingen af de store mængder af grøn strøm gennem sol- og vindenergi som produceres kan foregå her i Nordvestjylland og derefter sendes videre ned gennem landet.

Det jyske brintbackbone muliggør at egnens enorme potentialer for produktion og videreforædling af vedvarende energi kan realiseres. Det vil skabe et betydeligt bidrag til at indfri regeringens ambitioner for den grønne omstilling og konkurrenceevne – til gavn for hele landet.

 

Lokalt brintrør på vej

Sideløbende med Energinets planer for etableringen af den centrale brintforbindelse arbejder en række lokale virksomheder – i samarbejde med de tre nordvestjyske kommuner – på at etablere et lokalt brintrør mellem Energy Hub Holstebro i Idomlund og Thyborøn Havn. Et lokalt brintrør vil yderligere styrke projekterne omkring Energy Hub Holstebro og resultere i, at aktører med planer i Nordvestjylland ikke er tvunget til at vente med realisere lokale projekter til 2032 hvor Energinet forventer at idriftsætte den centrale brintforbindelse.

Et lokalt brintrør kan således betragtes som en fase 1 for projekterne omkring Energy Hub Holstebro i Idomlund. Det vil styrke området og de stedbundende potentialer yderligere forud for etableringen af den centrale brintforbindelse i 2032.
Følg med i Energy Hub Holstebro 

Læs også Business Region MidtVests reaktionen på udmeldingen her

Læs udmeldingen fra Energinet her