Thyborøn Sydhavns Møllelaug II I/S har fået tildelt PlanEnergis Grønne Pris. Møllelauget etablerede i 2024 en 15 MW Vestas V236 mølle på Thyborøn Sydhavn. Møllen har kostet ca. 170 millioner kroner og ejes af 2.800 andelshavere, som alle er bosat i Lemvig Kommune. Den tjener samtidig som testmølle for Vestas og indgår i Thyborøn Havns grønne omstilling.
Thyborøn Sydhavns Møllelaug II I/S tildeles prisen, fordi de er et skoleeksempel på, hvordan lokalt ejerskab af vedvarende energianlæg og lokal værdiskabelse kan realiseres. Projektet er i øvrigt gennemført uden en eneste klage og godkendt enstemmigt af byrådet i Lemvig.
Et bredt flertal i Folketinget aftalte i 2022 at Danmark skulle arbejde hen imod en firedobling af vedvarende energi på land i 2030 – herunder landvind. Siden er i 2023 opsat en vindmølle, i 2024 i alt 12 vindmøller på i alt 54,6 MW, i 2025 7 vindmøller på i alt 31,5 MW og i 2026 er der udsigt til at yderligere 17 vindmøller på i alt 76,5 MW etableres. Men ifølge informationsvirksomheden Viden om Vind er der behov for årligt at etablere 400 MW vindkraft på land, hvis målet om en firedobling i 2030 skal nås.
Thyborøn-Harboøre området har en årelang tradition for etablering af lokalt ejede vindmøller enten alene eller i samarbejde med Jysk Energi. Det er PlanEnergis håb med tildeling af den grønne pris at gøre dette kendt og inspirere til efterfølgelse, så nye lokale projekter kan bidrage til, at målet nås.
Vindmølleprojekter er imidlertid dyre, og det er ikke alle forundt at have placeringer som i Thyborøn og mulighed for at rejse trecifrede millionbeløb eller mere. Så rammebetingelserne for andelsmøller må genovervejes. Kunne man f.eks. forestille sig, at lokale mølleprojekter kunne få en offentlig garantistillelse for finansieringen, som det bl.a. gælder for fjernvarmeværker? Så kunne man måske få mere gang i udbygningen og samtidigt gavne de lokalsamfund, som huser møllerne – og gøre det fedt at bo i et landdistrikt.
Om PlanEnergis Grønne Pris
PlanEnergi er en medarbejderdrevet erhvervsdrivende fond, hvis formål er at fremme anvendelsen af ressourcebesparende og miljøbevarende systemer. PlanEnergi har igennem mere end 40 år leveret rådgivning til bl.a. fjernvarmeselskaber om etablering af vedvarende energianlæg og varmelagre.
Med den Grønne Pris ønsker PlanEnergi at give et rygstød til organisationer eller enkeltpersoner, der i særlig grad repræsenterer eksempler på løsninger, der kan sikre en bæredygtig fremtid, og som kan udbredes eller kopieres bredt. Prisen er på 50.000 kr. og uddeles en gang om året. PlanEnergis Grønne Pris er tidligere gået til bl.a. Den Grønne Ungdomsbevægelse, Myrrhis Skovlandbrug, Henrik Stiesdal og Jørgen Steen Nielsen.