Marianne Bredal (V), Struer Kommune, Jens Lønberg (C), Lemvig Kommune og Kenneth Tønning (V), Holstebro Kommune mødtes med erhvervsministeren for at fortælle om Klog Energi-samarbejdet og de perspektiver og potentialer, der er i vinden og havet i Klog Energi’s område.
Vi kan bidrage direkte til realiseringen – ikke mindst fordi vi allerede har leveret resultater. Opbakningen er bred, de stedbundne ressourcer er til stede, og vi kan omsætte ambitioner til konkret udvikling af fremtidens energiløsninger. Derfor er vi klar til at spille en central rolle i indfrielsen af regeringens ambitiøse planer – blandt andet gennem Skovgaard Energy og det strategiske samarbejde med japanske Sumitomo Corporation om etablering af produktion af grønt flybrændstof.
-Vi gik til mødet med et mål om at fortælle, at vi i Klog Energi har viljen, virksomhederne og de lokale, stedbundne ressourcer til at levere en konkret del af regeringens ambitiøse ønske om at styrke konkurrenceevnen og sikre den nationale forsyning, når det kommer til det grønne flybrændstof, siger Kenneth Tønning.
Marianne Bredal supplerer og henviser til det lokale momentum, der bør udnyttes.
-I Klog Energi-samarbejdet har vi i fællesskab skabt en stærk lokal opbakning til den grønne omstilling. De tre kommuner behandler aktuelt et projekt med 260 ha solceller og 11–14 vindmøller, svarende til 250 MW ny vedvarende energi på tværs af vores tre kommuner. De tre byråd satte gang i processen lige op til kommunalvalget, siger Marianne Bredal.
-Vi foreslog erhvervsministeren, at man etablerer et samarbejde mellem stat, kommuner og erhvervsliv om at gøre Danmark selvforsynende med grønt flybrændstof og gøre Nordvestjylland til det sted, hvor det bliver muligt i praksis. Vi er klar, siger Jens Lønberg.
Delegationen af Klog Energi-borgmestre, der besøgte Bødskov på Christiansborg, havde også en invitation til Nordvestjylland med til ministeren, så han ved selvsyn kan se resultaterne og møde de aktører der driver udviklingen.