Kæmpevindmølle og Lemvig Kommune og vinder KL’s Klimapris 2025

Den fantastiske nyhed blev offentliggjort på KL’s årlige Klima og Miljø Topmøde torsdag den 23. april og bringer stor begejstring i Lemvig Kommune.

– Det er jo helt fantastisk, at vi nu for anden gang tildeles KL’s Klimapris for vores indsats og bidrag til den grønne omstilling. Det har stor betydning for os at have opbakning fra lokalområdet, både erhvervsliv og borgere, når vi opstiller vindmøller og lignende og vi ser gentagne eksempler på, at det virker. Prisen her er en stor bekræftelse og anerkendelse af, at vi har fundet en model, som er vejen frem for at lykkes med den grønne omstilling, siger Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune.

Et unikt lokalt partnerskab

Nok er vindmøllen i sig selv unik alene på baggrund af sin højde og drøjde. Men langt vigtigere og mere unik end møllen selv er partnerskabet bag. Et partnerskab mellem lokalbefolkningen, Lemvig Kommune, Thyborøn Havn og Vestas.

– Samspillet mellem øvrige aktører samt de 2.800 lokale andelshavere er hele humlen ved det her projekt. Prisen er en kæmpe anerkendelse af vores indsats og en stor cadeau, som vi tager med videre, siger Steffen Husted Damsgaard, formand for Teknik og Miljøudvalget ved Lemvig Kommune.

Partnerskabet og den enorme lokale opbakning har haft stor betydning for sagsbehandlingen i forbindelse med opstillingen, som skete på rekordtid. Resultatet er en vindmølle der ejes af 2.800 lokale borgere, som udgør verdens største vindmøllelaug og som får det meste af overskuddet.

Opskriften på succes med grøn omstilling

Modellen med stor fokus på lokal borgerinddragelse modtager stor anerkendelse af KL’s Klimahandlingsudvalg og formand Frank Schmidt Nielsen:

– Det er dybt imponerende at se, hvordan man i Lemvig er lykkedes med at knække koden og gøre Thyborønmøllen til en fælles vindersag for både kommune, borgere og erhvervsliv. Vindmøllen i Thyborøn er et fantastisk eksempel på, hvad lokal involvering, medejerskab og opbakning kan betyde for den grønne omstilling. Her viser Lemvig Kommune virkelig vejen, og derfor er de også en helt fortjent vinder af årets klimapris.