25 provinskommuner er Danmarks grønne fyrtårne

For nyligt skrev mediet Mandag Morgen om behovet for en mere retfærdig grøn omstilling, hvor de kommuner, der tager ansvar, også får del i gevinsterne.

De sætter også fokus på, hvordan vi kan lære af vores nordiske nabolande.

Norge: Kommuner får både produktionsafgift og ejendomsskat fra grøn energiproduktion. I fx Selbu Kommune gav det 12 mio. kr. i 2024 – penge, der investeres i lokale serviceforbedringer og bosætning.

Finland: Kommuner som Pyhäjoki tjener over 30 mio. kr. årligt fra vindmølleskatter. I nogle kommuner udgør skatten op til 65 % af deres samlede ejendomsskatter – og er en afgørende faktor for stærke og bæredygtige lokalsamfund.

Sverige: Med en ny national støtteordning tildeles kommuner i alt 720 mio. kr. i perioden 2025–2027. Ordningen skal motivere til lokal opbakning til grønne energiprojekter og afspejler det ansvar, kommunerne påtager sig.

I Danmark er vi en række kommuner, som gerne vil bidrage endnu mere – men det kræver, at vores indsats bliver anerkendt og belønnet.

Som Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune, udtrykker det:
– Hvis vi skal udvide strømproduktionen i Lemvig Kommune, har vi brug for at ansætte flere folk i vores tekniske afdeling. Dét kan vi ikke gøre for pengene i Grøn Pulje. Jeg synes, at det vil være rimeligt, hvis der kommer en støtte til kommunerne, som er direkte relateret til, hvor meget strøm vi producerer.”

Derfor foreslår man et kommunalt udviklingsbidrag på fire øre per kilowatttime, finansieret via statens energiafgifter – en fair og direkte måde at anerkende de kommuner, der tager ansvar for Danmarks grønne fremtid.

Læs mere hos Mandag Morgen ved at klikke her